Denne udgivelse er nr. 19 i letlæsningserien Læselyst. Tre unge danske piger møder for første gang hinanden i toget til Andalusien, hvor de med en rejsegruppe skal på sommerferie på et meget gammelt spansk slot. De tre piger, Lisa, Rusty og Mus bliver veninder og får som venner/kærester nogle unge franske mænd, Eric, Robert og Daniel. I reklamebrochuren for ferieopholdet på slottet stod, at der ville være spøgeri, men da det begynder den første aften afslører pigerne hurtigt, at det er det rene fup. Senere viser det sig, at slottet indeholder et ægte spøgelse, en grevinde, som er pint ihjel på slottet og nu truer den lille gruppe unge og vil forsøge at dræbe dem for at få hævn. Heldigvis får de hjælp af en gammel dame, som kan lave heksekunster, og de reddes ud af slottet, lige inden det falder sammen og bryder i brand. En fantasifuld og spændende spøgelseshistorie, der foregår i en moderne tid og retter sig mod unge læsere med læseproblemer. I en enkel fortællestil fortælles historien gennem hovedpersonen Lisas tanker og handlinger. Alle personbeskrivelser er troværdige og personantallet er overskueligt. Bogen er sat op i et stort og tydeligt layout og sproget er med korte sætninger og delte svære ord. Forfatteren debuterede i 2006 med en børnebog Sommerens loverboy.