Til læsere af eksperimenterende noveller. En samling tekster der springer rundt i tid, sted og emner.
Man kan ikke beskylde Hans Otto Jørgensen for at være doven. Denne bog er hans anden i år, og med tre udgivne bøger sidste år er han ikke engang ved at slå sin egen rekord. Denne bog er en række historier, essays, billeder, sagprosa for bare at nævne nogle genrer. Lige så mange forskellige genrer der er, lige så meget springer bogen rundt mellem emner og i tid. I teksterne møder man flere af navnene fra Jørgensens tidligere bøger fx Asta. Det eneste samlende man kan kan sige om teksterne er at det handler om mennesker, i alle arter og variationer. Og rigtig meget lidelse. Nogle af teksterne er morsomme historier, andre lidt mærkelige essays uden egentlige pointer. Læsning af bogen er forvirrende, og hvis ikke der var små godbidder imellem, ville den ikke være til at læse. Indeholder flere farvebilleder og tekst på dialekt.
Hans Otto Jørgensen er helt sin egen, så han er svær at sammenligne med andre. Men hvis man har læst andre af Hans Otto Jørgensens bøger, specielt de nyere, vil man også synes om denne.
En rodet, men til tider herlig, bog der dog har et noget smalt sigte.