Bøger / skønlitteratur til børn

Store Træ er syg


Beskrivelse


Billedbog. Pindsvinet, Lille Fyr, og Store Træ er bedste venner, men en dag opdager lægen, at Store Træ er alvorlig syg. Lille fyr må igennem mange hårde dage, før Store Træ igen bliver rask.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2011

af

af

Marianne Agger

d. 17. jan. 2011

Sød billedbog med et alvorligt emne for børn fra 3 års alderen og deres voksne. Bogen kan eksempelvis bruges som udgangspunkt for en snak om sygdom med barnet, hvis en person i omgangskredsen lider af en livstruende sygdom.

Både forfatter og illustrator er debutanter i det danske bibliotekssystem. Billedbogen er oversat fra belgisk og udgivet i flere lande. Bogen handler om pindsvinet, Lille Fyr, der elsker at være sammen med Store Træ. De har kendt hinanden, siden Lille Fyr var helt lille, og er bedste venner. Men en dag opdager lægen, at Store Træ er alvorlig syg, og Lille Fyr bliver meget bekymret og ked af det. Store Træ skal have medicin i mange dage, og Lille Fyr må igennem store følelsesmæssige udsving, før Store Træ igen bliver rask. Det er en fin historie om, hvor svært og frustrerende det er, når en man elsker, bliver syg. Hvor uretfærdigt det er, og hvor hjælpeløs man er i en sådan situation. Men bogen viser også, hvor meget det betyder, at man er der for den syge person, og at det ofte lykkes at komme sygdommen til livs. Sproget er godt og varierende med dialoger mellem dyrene. De fine illustrationer er malet med vandfarve og passer godt sammen med teksten.

Vi har en del billedbøger på bibliotekerne om sygdom, men de handler mere om børn, der selv er syge. Enten med almindelige sygdomme som influenza eller mere alvorlige sygdomme som kræft. Vi har også nogle, der handler om børns forældre eller bedsteforældre, der lider af diverse sygdomme. Men vi har ikke en, hvor man bruger et træ som metafor.

Sød og god billedbog, der er aldeles anvendelig, når et menneske i et lille barns omgangskreds bliver ramt af sygdom.



Informationer og udgaver