Joanne Harris debuterede i 1999 med bogen Chokolade, der også blev filmatiseret, siden kom Brombærvin i 2000 og Appelsinens fem kvarte i 2002, alle tre rigtig pæne salgs- og læsermæssige succeser. Men lad det være sagt med det samme, jeg faldt pladask for Strandtyven om Mado, der vender hjem til sin barndomsø efter at have boet i Paris i flere år. På øen bor hendes far stadigvæk, øens to landsbysamfund er stadig i strid og vidt forskellige, så intet er tilsyneladende forandret. På den ene side af øen er den bedste strand og dermed alle turisterne, rigdommen og ø-kongen. Sammen med en tilflytter, englænderen Flynn, "stjæler" hun stranden tilbage og dermed turisterne. Ikke alt er dog som det ser ud til at være, og undervejs afsløres årtiers hemmeligheder. Kender man som læser bare en smule til øsamfund kan man nikke genkendende til mange elementer i fortællingen, som f.eks. skepsis over for fremmende og nye ideer. Det er en medrivende bog der fænger fra starten, den er skrevet i et sprog, der tegner lyslevende billeder og får en til både at kunne lugte og føle stemninger og steder. Den kan så absolut kun anbefales til alle der holder af en god roman.