De to svenske forfattere har skrevet adskillige bøger om virksomhedsledelse, sidst Myten om motivation, 2001. Der findes jo en hoben bøger om ledelse og management, så forfatterne har grebet deres behandling af emnet lidt utraditionelt an, noget der klæder bogen og budskabet. De fortæller historien om den succesrige direktør, der på vej til et helt afgørende møde, bliver fanget i en elevator, sammen med en nattevagt, som læser til civiløkonom. Fanget, med udsigt til at tilbringe natten sammen indtil personalet møder om morgenen, tilbringer de tiden med at den unge nattevagt udspørger direktøren om strategier, firmaets politik, hans syn på hvordan man opnår succes. Direktøren svarer villigt, og gennem denne samtale kommer forfatternes bud hvordan man opnår succes. Ydre succes er godt, men indre succes er lige så godt, om ikke bedre, så der skal fyldes på den indre tank, af energi, lyst og livsglæde, og det giver direktøren=forfatterne deres bud på, med modellen TPS, true personal success, hvor der gennem en række punkter, gives en fornuftig anvisning på, hvordan man kan opbygge sig selv, indad og udad til. Den litterære form budskabet afleveres i, fanger på en helt anden måde end de sædvanlige managementbøger, selv om budskabet nok er set før.