En informations-og brugsbog til forældre, pædagoger og andre, der er i daglig kontakt med børn.
Bogen giver information og råd til, hvordan vi bedst muligt plejer barnets hud. Hvad er det sundeste, bedste og mindst risikofyldte at bruge af plejemidler osv. som creme, servietter, sminke, lusemidler og behandlingsmidler ved eksem og andet. Man bliver en hel del klogere på området af at læse denne bog. Noget af det man måske troede var naturligt og sundt viser sig at være det modsatte. Og hvordan med solcremen, børnesminken, tatoveringerne osv.? Bogen indeholder en grundig indholdsfortegnelse - der er områder som konserveringsmidler, parabener, nanoteknologi, mærkningsordninger, solcreme, tøj, børneeksem, kontaktallergi og meget mere. Den er grundig, saglig og præcis; der er ingen (direkte) løftede pegefingre; man rådes ofte til at finde en løsning, der fungerer i ens egen familie og dagligdag. Der gøres opmærksom på problematikkerne omkring, hvad forskellige produkter indeholder, hvornår og hvor meget det er nødvendigt at bruge. Bagest i bogen er en side med rådgivning, apps og links, en oversigt over bogens eksperter samt et grundigt stikordsregister.
Der findes primært bøger/foldere om forskellige typer eksem. I bogen Baby : 100% naturlig uden tilsætning af Rebecca Persson fra 2011 finder man også information om forskellige typer produkter; dog primært økologiske og grønne.
En grundig, informativ og letlæselig (og forståelig) bog om produkter til børns hud.