En hundebog, der kort gennemgår den vigtigste viden om hundens ernæring og de forskellige fodertyper.
Forfatteren er tysk dyrlæge, og hun fortæller i den lille bog, hvad enhver hundeejer grundlæggende bør vide om fodring af hunden. Ulvens og dermed hundes naturlige fødeindtagelse beskrives, og på denne baggrund gennemgås de forskellige nødvendige ernæringsstoffer, og hvordan man sammensætter en rigtig kostplan for hunden af færdigfoder eller god hjemmelavet hundemad. Der er opskrifter på det hjemmelavede, vejledning i vurdering af indholdet i færdigfoder og advarsler mod dårlige foderemner, så hundeejeren kan undgå foderallergi og fedme, der er udbredte problemer hos vore hunde.
Jeg har ikke kunnet finde andet på dansk om emnet i monografiform, men den rette fodring fylder meget i alle hunde- og hvalpebøger, hvor forfatterne ofte er skeptiske over for i hvert fald de billigste fuldfoderprodukter. Her vejledes og informeres kort og forståeligt om de forskellige fodringsmetoder, så læseren kan vælge foder på et kvalificeret grundlag.
En overkommelig vejledning i hundens ernæring og fodring for både nybegyndere og ældre hundeejere, der vil vide noget om det bedste foder til deres hunde.