Disse 2 små kogebøger med håndskrevet tekst og billeder henvender sig til dem, som kan lide det nostalgiske - bøgerne emmer af "gamle dage".
Inga Linde Jensen har tidligere udgivet en række små kogebøger og en enkelt roman, Suppegryden fra huset på landet og Moster Milles hjemmelavede konfekt og desserter er begge genudgivelser. Begge bøger er sat med håndskrevet tekst og tegnede billeder. I suppebogen er der opskrifter på både kendte og mere ukendte grønsagssupper: grønkålssuppe, kørvelsuppe og napoleonssuppe og så de søde: abrikossuppe og rabarbersuppe. Opskrifterne er nemme at følge og råvarerne nemme at få fat på. At de er ældre viser den flittige brug af bouillonterninger. Konfektbogen bygger på en gammel opskriftsbog fra Moster Mille, Marie Mille, som havde en forretning med hjemmelavet konfekt i 30'erne. Her er opskrifter på traditionel konfekt - brændte mandler, kvædebrød, pebermyntepastiller - og opskrifter på desserter som fx stikkelsbæris og Milles svesker.
Suppegryden fra huset på landet udkom første gang i 2002 og Moster Milles hjemmelavede konfekt og desserter i 1993. Der er ikke foretaget nogen ændringer i de nye udgaver i forhold til de gamle.
Begge kogebøger udstråler "gode gamle dage" - egentlig bringer de ikke noget nyt i forhold til de mange bøger, vi har om supper og konfekt, og med mindre de gamle er slidte er der ingen grund til at udskifte dem.