Bogen retter sig til voksne og store børn med interesse for geografi, natur og de enkelte lokaliteter på Sydfyn.
Tekststykkerne i bogen skrives af forfatter, journalist og cand.mag. Anders Wedel Bertelsen, der også har skrevet tekst til flere af de tidligere bøger i serien. Fotograferne Finn Byrum og Per Schou har ligeledes tidligere bidraget til serien. Fotobogen indeholder en række flotte luftfotos taget over Sydfyn og det sydfynske øhav. Der er også fotos af enkelte huse, udsnit af bygninger, skilte og lignende, samt fotos taget fra jorden eller fra høje huse. Bogen er opdelt efter lokaliteter. Fotografierne ledsages af en informativ tekst, der med vægt på en blanding af kulturhistorie, anekdoter og fakta understøtter billederne på en fin måde. På hver side markeres på et lille oversigtskort, hvor vi befinder os geografisk. Bagerst stikordsregister med henvisning til lokaliteter og personnavne.
Bogen er en del af en serie bøger om forskellige danske lokaliteter set fra oven. Der er en hel del genbrug fra bogen Fyn fra oven, både hvad angår fotos og tekst. Indholdsfortegnelsen er dog mere udførlig i den nye bog.
Stor flot fotobog om Sydfyn og det sydfynske øhav. En del af indholdet kan også findes i Fyn fra oven.