Endnu en bog i den udmærkede serie, Let gys. Ask og Rune er på sommerferie med deres forældre. De har lejet et gammelt hus, som viser sig at blive kaldt Tågehuset, og som af samtlige beboere i byen omtales som et frygteligt og uhyggeligt hus. På en skrænt lige ud til havet er huset placeret. Såvel gennem bogens tegninger, som er flotte mørke kultegninger, og via teksten holdes læseren fast fra begyndelsen til bogen er færdig. Løbende gennem bogen er spændingskurven støt stigende, der kommer hele tiden nye oplysninger. Ask og Runes møde med Gamle Markus giver dem den uhyggelige historie om Tågehuset. Da ugens vejr har været fantastisk flot, med høj himmel og solskin, har drengene svært ved at forstå historierne om det strandede skib og den tætte tåge. Da forældrene den sidste aften skal til koncert i kirken, er man som læser ikke i tvivl om at gyset er lige om hjørnet, og ganske rigtigt der udspiller sig et fantastisk spændende drama. Bogen henvender sig til alle der kan lide at læse gysere, og fortrinsvis elever fra 3. klasse (ca. 9 år). Sproget er enkelt, og teksten består af korte sætninger. Bogens opsætning og layout er flot - man har lyst til at gå i gang.