Tæppefald : Poirots sidste sag

Tæppefald er en del af AC's litterære testamente. AC (1890-1976) skrev bogen i 40'erne, hvorefter det var meningen, at den først skulle udkomme efter hendes død. Det kom næsten til at holdestik, første eng. udg. kom i 1975. Vi møder en gammel, gigtpiaget og hjertesvag Poirot, der er vendt tilbage til en tidl. skueplads: Styles Court (De låsede døre). På det tidl. herresæde, nuhotelpension, har Poirot sat sin ven og hjælper Hastings stævne. Blandt gæsterne på Styles Court befinder der sig en ukendt morder, der menes at ville stå til igen. Vi har hermed et klassiskmønster: hvem er morder, og hvem er udset til offer i en sluttet kreds af mennesker. Temaet er kendt og også tidl. gennemspillet af AC, men bedre og med mere nerve end her. Bogen savner tempo, dersker for lidt, medens mistankens lys panorerer hen over de implicerede. Når Tæppefald alligevel har sin egen markante profil, skyldes det naturligvis, at AC til slut tager livet af Poirot. Farveltil Poirot og året efter farveltil The Queen of Crime, der med Hercule Poirot, denne belgiske libertiner, skabte en af de helt store skikkelser i kriminallitteraturen. Tidl. danske udg. er fra 76og 77.

Læs hele vurderingen

Agatha Christie er i Tæppefald vendt tilbage til skuepladsen for sin første krimi, der kom i 1920. Styles Court er nu blevet hotelpension, og her mødes vennerne Poirot og kaptajn Hastings.Poirot er blevet en syg, gammel mand, der sidder i rullestol forkrøblet af slidgigt og med et dårligt hjerte. Hastings er enkemand, og hans unge datter arbejder på Styles som videnskabeligassistent for en læge. Poirots små grå celler er bestemt ikke svækkede af alderen. Han er kommet under vejr med, at en flerdobbelt morder opholder sig på Styles, og den brave Hastings skal værehans øjne og øren. Historien følger de kendte baner fra Christies andre herregårdskrimier, men slutningen er og må være - højst utraditionel. Ikke en af de store krimier - men naturligvis skallånerne da læse om Poirots sidste sag. Han går med manér!.

Læs hele vurderingen

Målgruppen for disse tre krimier er læsere, der kan lide de lidt gammeldags "whodunnit"-krimier, hvor alle spor præsenteres for læseren, der således kan gætte om kap med detektiven.

Agatha Christies krimier er stadig efterspurgt og selv om de har mange år på bagen efterhånden, så holder de stadig. I Den åbne grav bliver Hercule Poirots tro følgesvend, Kaptajn Hastings forelsket i en ung kvinde, han møder tilfældigt i toget i Frankrig. Kaptajn Hastings møder hende igen, da han og Poirot efterforsker en mystisk drabssag med lighedspunkter til et tidligere begået mord. I Jeg så et mord efterforsker Poirot drabet på en 13-årig pige, der kort tid forinden havde erklæret, at hun havde været vidne til et mord. Alle er naturligvis chokerede over mordet på pigen, men så sker der endnu et mord. I Tæppefald - Poirots sidste sag møder vi en stærkt svækket Poirot, der har tilkaldt Kaptajn Hastings til det samme sted, hvor de mødte hinanden for første gang og opklarede deres første mord. Nu skal Hastings være Poirots øjne og ører, så et mord kan forhindres, før Poirots tid rinder ud. De to sidstnævnte krimier er de bedste, da der er mere gods i dem, blandt andet på grund af lidt samfundskritik og den tristhed og melankoli, der er i især den sidste krimi.

Læsere vil kunne finde lignende krimier hos Agatha Christie selv, men også bl.a. Dorothy L. Sayers.

Gode krimier af typen "whodunnit", der stadig holder i dag. Kan anbefales til supplering, hvis der er huller i samlingen.

Læs hele vurderingen