Ifølge en note bagerst i samlingen definerer Anders Søgaard, (f. 1981), "tasseografi" som "tydning af bundfaldet i en kop". Hans digte er da også forsøg på at tyde de skiftende strukturer og mønstre virkeligheden optræder i, uden nødvendigvis at have en bagvedliggende teori om, hvordan det hele hænger sammen. Det tilnærmede og foreløbige understreges af formen, der collage-agtigt "drysser" ned over bogens sider, vekslende mellem kompakte blokke af tekst, og mere traditionelle digtstrofer med et skiftende antal verslinjer. Som i debutbogen Digte 1, 2001, går AS i dialog med filosofien og sprogvidenskaben på en ironisk og legende måde. Digtene er udpræget intertekstuelle med brug af citater (ofte skjulte) fra litteratur og filosofi, men tematiserer også kærlighed, natur og personlig erindring. Det følelsesmæssigt/sansede og det begrebslige er netop ikke adskilte planer i AS's digte. Hverken "Naturen" eller "Kærligheden" kan der tales om i almene og entydige termer, ("Når man taler om fiskene, svømmer de videre."). De findes kun i de tydninger og tilnærmelser som sproget muliggør. Hos AS er det ikke ensbetydende med et tragisk livsvilkår, men tværtimod med et muntert livsaccept.