En ung advokat opdager at mange tyske nazister helt har undgået straf efter krigen. Myndighederne vil ikke gøre noget, og bør man overhovedet straffe sit eget folk for gerninger begået i en krig man har tabt?.
Tyskland 1958. Advokaten Johann Radmann opdager ved et tilfælde, at en tidligere nazistisk fangevogter fra Auschwitz helt har undgået straf for sine gerninger, og arbejder på en lokal skole. Hurtigt erfarer han, at ikke blot er myndighederne ikke til sinds at gøre noget videre ved sagen, men at der også er mange andre lignende sager. Han begynder at interviewe ofrene fra Auschwitz, og pludseligt opdager han, at nok er retssagerne vigtige, men det er mindst lige så vigtigt at få fortalt de overlevendes historier.
Det er en medrivende og vedkommende film om et emne der ikke findes mange film om. Produktionen er upåklageligt lavet og det tunge emne til trods, er den fortalt med et drive der gør at den undgår at blive langtrukken. Temaerne om ansvar, skyld, retfærdighed og straf er evigtgyldige, og filmen er oplagt som debatoplæg i fx folkeskolens ældste klasser samt i gymnasiet. Filmen bygger, om end med nogle væsentlige ændringer i persongalleriet, på virkelige begivenheder.
En lignende film er fx Music box om en datters kamp for at rense sin far for anklager om krigsforbrydelserKærlighedens grænser.