De 8 bidragydere til denne bog er alle tilknyttet virksomheden Attractor som organisationskonsulenter. Attractor har som mål at kombinere praktisk konsulentarbejde med en akademisk/teoretisk tilgang, firmaet tilbyder kurser, coaching, proces- og organisationsudvikling. De tilknyttede konsulenter underviser samtidig på fx Journalisthøjskolen, hos Kaospiloterne og på landets universiteter. Nærværende bog må formodes at være tænkt som redskab på firmaets egne kurser, men den kan også sagtens bruges selvstændigt, og uden at læseren har anden baggrund end interesse for emnet. Stoffet er opdelt i 4 kapitler med overskrifterne: "Teamorganisering og teamledelse", "Udvikling af det højtydende team", "Teamudviklingssamtaler" og endelig et kapitel med vejledning i implementering af teamstrukturer og design af teamorganisering. Sidst i bogen finder man et skema til brug ved teamudvikling. Til allersidst en omfattende litteraturliste. Bogen er henvendt til lederen, der skal udvikle teamarbejdet i sin organisation, og bogens teori er baseret på systemiske og anerkendende ideer. Som nævnt er en akademisk baggrund ikke påkrævet for at kunne bruge denne bog, de indlagte cases hjælper også med til det. Men det er dog en forudsætning at man som læser har interesse for- og kan forholde sig til stoffet.