Skeleton tree
Nick Cave
Emneord
Anmeldelser (5)
Jyllands-posten
d. 15. apr. 2016
af
af
Peter Schollert
d. 15. apr. 2016
"PJ Harvey rapporterer på overbevisende vis fra en verden i forfald".
Politiken
d. 15. apr. 2016
af
af
Simon Lund
d. 15. apr. 2016
"I tre år har PJ Harvey rejst rundt i Kosovo, Afghanistan og Washington, D. C. For at observere de efterladte, når krig og ødelæggelse har raset forbi. Det er der kommet et album ud af, der er lige så meget rockmusik som poesi med politisk bid ... Konceptet ikke så stramt som sidst, og det er musikken heller ikke. Det er en rockplade med løs bagkant. Ud over at ligge i forlængelse af 'Let England Shake' er der spor tilbage til gør det selv-tonen på 'Uh Huh Her' og rester fra spøgelsesfalsetten på 'White Chalk'. PJ Harvey når ikke samme intense, mørke niveau som sidst, til gengæld er der i de frie toner et mere melodisk træk".
Berlingske tidende
d. 16. apr. 2016
af
af
Mads Hendrich
d. 16. apr. 2016
"Polly Jean Harveys nye album er fremragende, men tilgår verdens grusomheder mere voyeuristisk end analytisk ... Sangene er skabt på et mere rocket fundament end længe hørt fra Harveys hånd. Det fremgår tydeligst på »The Minestry Of Defence«, hvor den grumsede guitar knurrer smukt og savtakket. Ydermere gøres der også flittigt brug af en humørsyg, free jazz-truttende saxofon, der giver numre som »The Ministry Of Social Affairs« og den hymniske »The Wheel« herligt skæv kulør. Det er aldrig forudsigeligt at være i selskab med Harvey ... Som forventet endnu et krævende og givende udspil fra PJ Harvey. Dog ikke klarsynet nok til at være helt på niveau med hendes bedste".
Weekendavisen
d. 15. apr. 2016
af
af
Rasmus Junge
d. 15. apr. 2016
"[Harvey] blotlægger menneskets mest destruktive kræfter uden at give køb på sine melodiske evner ... Som "Let England Shake" er det et album, der forsøger at trække streger på tværs af tider og kontinenter, men forskellen er, at Harvey denne gang har løftet næsen fra historiebøger og sekundærkilder for selv at opleve krigens konsekvenser. Hvor forgængeren havde et klart konceptuelt drive, er efterfølgeren umiddelbart mere strittende og åben - en rejse uden noget defineret mål. Det afspejles også musikalsk, hvor "Let England Shake"s velafrundede produktioner er afløst af en mere jampræget og kompakt lyd, der både rummer sumpet bluesrock, folk-instrumenter som violin, varieret percussion-arbejde og fræsende saxofonblæs".
Information
d. 16. apr. 2016
af
af
Anna Ullman
d. 16. apr. 2016
"Den britiske musikers uafrystelige niende album er en rå førstehåndsberetning fra en verden på sammenbruddets rand ... Med knejsende nakke beviser PJ Harvey, at musik ikke kun er adspredelse og identitetstrip, men også en protestform og et oplysningsprojekt".