"Ganske vist smelter voksen af vingerne på et par sange, hvor Noya styrter i en suppe af overdreven pop med armbevægelser, der ville være et kristent boyband værdigt. Men det meste af tiden bærer vingerne, og de både symfoniske, kammer- og folkemusikalske (angelsaksiske, spanske, nordiske) bevægelser er hverken påklistrede eller forcerede, men vokser naturligt ud af sangene".