I 10. bind i serien om den italienske politimand Aurelio Zen er forholdet til hans elskede Gemma temmelig kuldslået, hans rekonvalescens efter en ikke nærmere defineret operation går trægt, og det samme gør efterforskningen af historiens mord. Nye læsere af serien skal holde tungen lige i munden for at komme ind i historiens lettere surrealistiske og groteske univers og må langt hen ad vejen gætte sig til forhistorien i tidligere bind. Selv havde jeg ikke et par tidligere læste bind present og måtte genlæse bogens første halvdel for at forstå (den tilsyneladende) opklaring af mordet, og først da, så at sige posthumt, foldede bogens satiriske humor sig ud for mig. Zen sendes under sin sygeorlov til Bologna som en slags forbindelsesofficer mellem ministeriet i Rom og opklaringen af et mord på en af Bolognas store forretningsmænd og ejer af byens fodboldklub. Jeg kunne godt ønske mig mere lokalkolorit, men groteske personager og den underspillede satire over et charmerende folk og mere eller mindre inkompetente myndigheder, er ikke til at stå for.