Film / nonfiktion / kunst og kunstnere

Tokyo-Ga


Beskrivelse


Filminstruktøren Wim Wenders prøver i 1983 at finde spor af Yasujiro Ozu (1903-63) i det Tokyo, som var centrum for alle Ozus film. Og Wenders hylder sin kollegas 54 filmværker. Det bliver også en personlig rejse, og filmen er således tilegnet Wim Wenders' far, mor og bror!

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. juli 2011

af

af

Ulrich Breuning

d. 21. juli 2011

Filminstruktøren Wim Wenders' rejse til Tokyo i 1983 er formet som en filosofisk tidslomme, der henvender sig og bør formidles til alle med kærlighed til film, filmhåndværket og den japanske mester Yasujiro Ozu. Men også det publikum, som finder glæde ved en personlig vinkel på et motiv, som gives dybde og derved får almen interesse. Fra 15 år.

"Hvis der stadig var noget, der var helligt i vort århundrede, hvis der fandtes en filmkunstens hellige skat, ville det for mig være den japanske instruktør Yasujiro Ozus værker" - fortæller Wim Wenders på lydsiden. Den tyske instruktør prøver at finde spor af Yasujiro Ozu (1903-63) i det Tokyo, som var centrum for alle Ozus film. Wim Wenders hylder sin kollegas 54 filmværker for deres enkelhed og vemod, og han opsøger en skuespiller og kameramand, som har arbejdet sammen med Ozu, samt møder sin ven, den tyske instruktør Werner Herzog. Yasujiro Ozus film og skildringer af familieliv, mødet med Tokyo og dets myldrende liv bliver også en meget personlig rejse.

Filmen er således tilegnet Wim Wenders' far, mor og bror! Wim Wenders (f.1945) har signeret markante spillefilm som Den amerikanske ven, 1977 og Paris, Texas, 1984, men har også som her og i musikfilmen Buena Vista Social Club, 1999 vist sig som en tænksom og poetisk dokumentarist.Yasujiro Ozu og hans spartanske udtryk hyldes også i Mona Achaches smukke, neddæmpede spillefilm Pindsvinet, 2009.

Et must på filmbuffens hylde. Et indfølt, fint værk og en smuk hilsen til en ener i filmhistorien.