Denne klassiker udkom på dansk i 1976, og iflg. Bibliotek.dk står den i skrivende stund uudlånt på mange folkebiblioteker. Udlånsstatistikken på mit eget arbejdssted dokumenterer dog ca. 10 udlån de sidste 2 år. Laurence Sterne, 1713-1768, var præst og forfatter, arbejdede bl.a. som præst i Yorkshire. Bogen blev oprindeligt udgivet i 7 bind og er "biografien" om Tristram Shandy, gentleman, og udkom i årene 1761-67. Det er en besynderlig konstruktion, vi møder her, det er betragtninger, meninger om dit og dat, forklaringer i øst og vest, indsatte fortællinger og illustrerende grafik; kun langsomt skrider et egentligt forløb frem. Hovedpersonen kommer først til verden et godt stykke inde i bogen, men så kender læseren til gengæld hans baggrund. Analytikere mener, at den litterære forfader til James Joyce's bevidsthedsstrøm findes her, andre at vi har intet mindre end en tidlig "hypertekst". Associationsstrømmen er også uendelig, men utrolig frisk og nærværende, det er spændende at få samtidige teorier om livet og ånden forklaret sådan "i øjenhøjde". God og meget indholdsrig efterskrift, kunne sagtens bruges i gymnasiet Dejlig bog, også at se på!.