To små billedbøger i kraftige farver om en pige på tre år og hendes hverdag med familie, tøjdyr, cirkus og sutter. Kan læses højt for børn fra 2-3 år.
6. og 7. billedbog om hverdagen for Trunte Lunte og hendes grønne bamse. Tegnestilen er en sort kontur udfyldt med dækkende farve, hele billeder på højresiderne, detaljer og tekst på venstresiderne. Sovedyrene lever deres eget liv og tager egne initiativer. I Trunte Lunte i cirkus er Trunte Lunte, mor, far, fætter Peter, den grønne bamse og Peters elefant Trut i cirkus, hvor det kniber med at holde tøjdyrene uden for manegen. I Trunte Lunte til tandlægen får hun at vide, at sutter er skadelige for tænderne. Så suttefeen må have sutten, hvorimod den grønne bamse, der er lille, godt må beholde sin. En lyserød prinsessekjole med guldsko er feens gave, og sutten er tryllet hen på suttetræet.
Stilen er uændret fra de 5 første bøger, og efterspørgsel fra de 2-4-årige og deres voksne må vejlede.
Et par bøger i den mindste størrelse og mellemste kvalitet, i børnehøjde og om emner der optager de 2-4-årige.