Historisk roman om den danske videnskabsmand og astronom Tyge (Tycho) Brahe. En gedigen historisk roman, der retter sig mod læsere af genren samt mod læsere, der er interesserede i renæssancetidens Danmark.
Knud Erik Larsen har en lang produktion bag sig fra børne- og ungdomsbøger, over letlæsnings- og fagbøger til krimier. I Tyge opruller han et København, der er ildelugtende, smalsporet og indædt protestantisk. I en brydningstid møder vi adelsmanden og videnskabsmanden Tyge, der på trods af familiens modstand, beslutter sig for at udforske himmelrummet frem for juraen. I kronologisk orden hører vi om hans liv, opdagelser og trængsler med fokus både på mennesket Tyge og på videnskabsmanden. Sprogligt velfungerende med dialog og gode miljøbeskrivelser. Forsiden viser en eftertænksom Tyge med pibekrave og hånden hvilende på en stor globus med stjernehimlen som baggrund. Bagsideteksten fortæller fint om indhold og periode.
i 2006 (revideret version af 1994 udgaven) kom Alex Wittendorffs biografi Tyge Brahe, der er en omfattende og markant udgivelse. Øvrige biografier er ældre.
Tyge Brahes liv fortalt fiktionært af en garvet forfatter. En grundig historisk roman, der behandler Tyges liv fra ung mand og student i Leipzig i 1563 til hans livsafslutning i Prag. Forfatteren tegner et detaljeret billede af renæssancetidens Europa med dens overtro, religionsstridigheder, alkymi, videnskabelige opdagelser og menneskeskæbner. God anvendelighed til læsere af historiske romaner.