En meget speciel roman, der er langt fra mainstream, men virkelig giver den nysgerrige læser valuta for pengene. Det stærkt signalsendende omslag og det usædvanlige format skal nok give den opmærksomhed.
Larsen er kandidat i litteratur, bor i New York, har lavet film og debuterer med denne roman. Techumseh Sparrow Spivet er en meget usædvanlig 12-årig fra ødemarken i Montana. Han er besat af at kortlægge alt, og via en af moderens kolleger har han forsynet adskillige videnskabelige tidsskrifter med illustrationer af høj kvalitet. Smithsonian Institute tildeler ham et fornemt legat, der samtidig er et et-års studieophold, i den tro, han er en voksen forsker. T.S. er først skræmt, men beslutter - uden familiens vidende - at tage til Washington DC som blind passager på godstog. Efter en dramatisk rejse bliver han udnyttet som mediedarling, men falder heller ikke til i storbyen. Det er en meget finurligt skrevet bog fyldt med T.S.' illustrationer og margenbemærkninger og er i al sin opsigtsvækkende handling en dyb roman om identitet og skyld.
T.S. Spivet er i den grad i familie med Oskar i Ekstremt højt og utroligt tæt på og vil bl.a. tiltale samme læsere.
En meget speciel, men uhyre velskrevet roman om et meget usædvanligt barn.