Med 14 korte kig ind i den tidligere livstidsfange, Socrates Fortlows liv, giver Mosley os en indfølt beskrivelse af tankesæt og reaktioner hos de fattigste sorte i storbyen. Socco har afsonet 27 år for dobbeltmord, men har holdt sin sti ren siden løsladelsen for otte år siden. M. beskriver loyalt de kampe, han konstant må føre. Ikke kun mod arrogante og undertrykkende autoriteter, men i lige så høj grad mod sine egne medfødte reaktioner. Som sort, stærk og undertrykt har vold både været hans sprog og hans trofaste ven gennem hele livet, og det kan synes en ulige kamp at få noget værdifuldt ud af livet, når man som næsten 60-årig skal søge at bygge en tilværelse op fra et punkt et stykke under nul. Det er et enkelt budskab om vigtigheden af at søge det gode i livet, M. udbreder, men i kraft af et krast sprog og en kendt scenografi, får han det sendt uden sentimentalitet. Bogen har ingen forbindelse med Ms berømmede Rawlins serie. Der er heller ikke noget samlet plot og tidsmæssigt er vi helt fremme i nutiden. Med Ulige kamp har Mosley måske nok skiftet genre, men scenen er i vid udstrækning den samme som før.