Ross har tidligere givet velkendte eventyr og historier en helt speciel, nærmest provokerende amoralsk drejning. F.ex i Hans og Grete (89/19) eller Fru Ged og hendes syv små gedekid (90/09).Her er det den tidløse historie om drengen, der af bare kedsomhed advarer så ofte mod ulven, at ingen tror på ham, da den endelig kommer, der kommer under særbehandling. Men i historien her erdrengen, Børge en snu rad, der udnytter ulvetruslen til at opnå kun at gøre, hvad han selv har lyst til, og da ulven så omsider kommer, æder den alle de voksne, så Børge kan gøre netop, hvad hanhar lyst til - hvorefter den bare lige napper Børge som natmad. »C'est la vie« er bogens slutord! Den helt korte tekst er lunt fortalt i et par korte linier med store typer under de kvadratiskebilleder. Disse kan selv bære historien. De er i Ross's sædvanlige spinkle streg med tynd farvelægning og få, men sjove detaljer. Det er sprudlende morsomme og overraskende spændende billeder forbørn inden og omkringskolestarten, der kan fanges af historiens gys og gru. Den kriblende uhygge bliver ikke mindre af, at sympatien næsten er mest hos den nydelige, smokingklædte ulv, der spisermennesker med kniv og gaffel - og lægger deres tøj pænt sammen bag efter.