Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Unge og rusmidler : brug eller misbrug?


Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. nov. 2001

af

af

Susanne Thøfner

d. 29. nov. 2001

Forfatteren, der er leder af et fynsk behandlingscenter for unge med rusmiddelproblemer, mener, at eksperimenter med rusmidler er så almindelige og fristende blandt unge, at det ikke nytter blot at forbyde rusmidlerne. Han ønsker at gøre de unge rusmiddelkompetente, altså at lære dem dels at forsøge at undgå ulykker med rusmidlerne, dels hvad de kan gøre, hvis det går galt. Han omtaler både lovlige og ulovlige rusmidler fra nikotin og alkohol til ecstasy og rygeheroin og fortæller om grundene til, at de unge eksperimenterer med rusmidlerne, om forebyggelse af misbrug, om forældrenes bekymring og om samfundet i dag og de stoffer, som de unge forsøger sig med. Bogen afsluttes med lister over litteratur, film og internetadresser. Den er pænt trykt og forsynet med enkle s/h ill. samt fremhævede facts og tanker til overvejelse og en del citater og cases sat med kursiv. Teksten er mundret, men forholdsvis krævende, og bogen egner sig til at blive kombineret med de egentlige faktabøger om narkotika m.m. Velegnet som oplæg til debat blandt unge samt som supplerende litteratur til opgaveskrivning fra 14-15 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. nov. 2001

af

af

Hans-Christian Uth (skole)

d. 29. nov. 2001

En noget anderledes bog om emnet brug/misbrug af rusmidler. Den er en engageret og kompetent fremstilling af forholdet mellem stofferne og brugerne. Vægten ligger på en beskrivelse af de sociokulturelle omstændigheder ved brug/misbrug, og den er et opgør med den store del af medie- og voksenverdenen som forfalder til skræmmebilleder og handlingslammelse. Forfatteren, der til daglig arbejder med misbrugsproblemer blandt unge, plæderer for et nuanceret syn på brug/misbrug og for at unge mennesker gøres rusmiddelkompetente, som han kalder det. Det kan de bl.a. blive i kraft af bogen og ved at være omgivet af voksne der opfatter brug af rusmidler som en naturligt del af ungdomslivet. Bogen er derfor i høj grad relevant for lærere og andre voksne som trænger til at blive mindet om forskellen på eksperimenter og selvdestruktion. Teksten er ikke helt let tilgængelig, og layoutet er uden de efterhånden obligatoriske farvefotos. Anvendelsen vil være mest oplagt på 10. klassetrin og på ungdomsuddannelserne i øvrigt, hvor bogen vil levere masser af tanke- og debatstof.


Folkeskolen

Årg. 119, nr. 9 (2002)

af

af

Tove Kettner Heiberg

Årg. 119, nr. 9 (2002)