Bogens forfatter er dr.phil. og har været docent ved Romansk Institut i Kbh. Vi kender ham som forfatter af en række bøger om fransk og italiensk litteratur og fransk identitet. Han har i 5 år undervist i dansk på et fransk universitet, og her undrede han sig i samværet ved bordets glæder sammen med franske kolleger over forskelle i holdningen til gastronomi, mad og nydelse i nordisk og fransk kultur. Med dette udgangspunkt har han skrevet denne bog, som med afsæt i kendte malerier med maden eller måltidet som tema og belyst ved mange litterære eksempler, kommer langt rundt om emnet. Han causerer i essayistisk stil over emner som fordomme mod fremmede køkkener (fremmed mad smager ikke bedst), hedonister contra puritanere, kunsten at beskrive smagen, gastronomiske stjerneskikkelser/madfilosoffer, gastronomiens segmenter som flytter sig, måltidsritualer og borddækningens arkitektur, måltidets iscenesættelse, maden som klassemarkør, mad og seksualitet, drømmekøkkenet/drømmekogebogen, m.m. Bogen er skrevet con amore af en veluddannet, velorienteret og belæst cosmopolit og humanist. Den henvender sig - muntert og velskrevet - til ligesindede, frankofile eller gastronomer.