Forfatteren er historiker og har beskæftiget sig med social- og kulturhistorie, specielt kroppens kulturhistorie, fx i Krop og oplysning, 1993, samt i mange artikler. Enkelte kapitler har tidligere været trykt i anden sammenhæng. Der klages over madkulturel analfabetisme - de unge lærer ikke at behandle fødevarerne til måltider, madkulturen er i opløsning, både som globalisering og som opløsning af skikke fx familiens fællesmåltid, og der råbes i øst og vest om "rigtig" ernæring. Mad har aldrig kun drejet sig om ernæring, men har også altid fortalt en historie - iscenesat fortæreren økonomisk, socialt eller kulturelt. Disse teser undersøges i bogens 3 store kapitler med mange litteraturhenvisninger. Først madkultur i tid - bl.a. ernæringsoplysning, kogebogens medvirken til at overskride sociale grænser, overleverede kulturelementer (jagt) og madtabuer. Dernæst madkultur i rum: sultekvinder, familiemåltidet under afvikling, mad og sociale lag, det nationale køkkens stereotyper samt mad og køn. 3. del beskæftiger sig med forskningen, som nu eksploderer på området. Bogens kapitler har meget varieret tilgængelighed, nogle er akademisk-filosofisk tunge i formuleringen, andre er mere tilgængelige. Målgruppen må være andre forskere, studerende eller interesserede specialister på området.