Den gode fødsel, der udkom første gang i 1995, er i 2. udgaven udvidet med nogle få aspekter: nemlig tvillingefødselen og hvordan forældrene har det efter fødselen, både hver for sig og som par. Det gør, at bogen for mig ser ud til at have alle de aspekter af fødselen med, som ligger inden for normalområdet. Den oprindelige tekst er ikke ændret væsentligt og bogens ide er stadig, at fødselen ikke kan betragtes som én proces, men som en forlængelse af graviditeten. Inden for hvert tema beskriver forfatterne overordnet den proces, der foregår, og de psykologiske påvirkninger. En række kvinder er blevet interviewet til bogen, og relevante passager fra disse interviews flettes ind. Det gælder både de helt normale og gode oplevelser og de dårlige og mindre almindelige. Det er en meget god kombination, fordi det her vises, at langt de færreste følger det regelbundne mønster, som alle bøgerne beskriver. Anden udgaven er udvidet med 36 sider, men det betyder ikke at den gamle er forældet. De 2 udgaver kan fint stå side om side, men jeg tvivler på, at de vil stå der ret længe, før de igen lånes ud.