Denne bog fra 1948 udkom 1. gang på dansk 1949, 2. udg. i 1967, begge gange under titlen Vejen til de tusind drømme - alle 3 udg. er oversat af Kjeld Elfelt - en smuk og poetisk oversættelse.En genudsendelse netop nu forekommer rimelig: dens problemer om arbejdsløshed og identitetsløshed er igen brændende. Det, at identiteten følger arbejdet og ikke personen. - Hovedpersonen Bolle ercigarmager, håndværker, og ønsker ikke at blive industrialismens arbejder. Han vil ikke nummerere sig selv som proletar - vi er i 1898, og Bolle er 28 år. Han og en kollega skraber penge sammen tilén billet til USA, som de trækker lod om. Bolle taber og bliver vagabond i fattig-Sverige, hvor skrækken for den skræk, han vækker er det største problem for den vaklende identitets bevidsthed.Sognet Klockrike er symbolet på det uopnåelige - liggende som det er i et område med ridende politi. Da industriens nye arbejdsløshedsbølge skyller ud på landevejene i 30'rne, åbnes også vejen tilKlockrike - »og detsogn var som alle andre sogne«. Filosofisk og varm skildring af naturen og dens yderst forskellige mennesker, der gør sig mange tanker om friheden, og den længsel efter den, somikke altid stilles ved den tilsyneladende opnåelse af frihed. - Læseren, som mindes den furore, især bogens poetiske side vakte i 1949, regner med større forståelse nu i 1978 for dens alvorligesociale sider. Susanne Moffats omslag rammer bogens tone smukt og bør ubeskåret med ved indbindingen af dette Martinsons dejlige hovedværk.