Bøger / faglitteratur

Vennebog til Lennart Lynge Andersen


Beskrivelse


Udgivet i forbindelse med Lennart Lynge Andersens pension.

Denne bog er udgivet for at hylde Lennart Lynge Andersen for den store indsats, han har ydet igennem mange år, som bl.a. forsker, underviser, vejleder og forfatter, nu hvor han med udgangen af januar 2013 forlader CBS for at gå på pension. Lennart Lynge Andersens arbejde med juraen stopper ikke hermed. Bogen er alene tænkt som en anledning til at stoppe lidt op og takke for en stor, stor indsats gennem mange år – fra de mange, som på den ene eller anden måde har haft gavn heraf. Bogen indeholder i alt 16 bidrag og dækker hovedparten af de retsområder, Lennart Lynge Andersen har beskæftiget sig med i sit virke som jurist, retspolitiker og universitetsprofessor. En betydelig del af emnerne ligger, ligesom Lennart Lynge Andersens virke, inden for klassiske og grundlæggende emneområder, som kreditret, aftaleret, fondsret og selskabsret. Dermed udgør skriftet ikke alene et monument over Lennart Lynge Andersens betydning for udviklingen af en moderne dansk ret. Det fremstår også som en slags status over en række centrale retlige problemstillinger inden for disse og andre områder af juraen.
•Advokat Eigil Lego Andersen skriver om De fondsretlige grundspørgsmål, •Højesteretspræsident Børge Dahl om Praktisk anvendelig forskning, •Tidligere landsdommer Svend Danielsen om Procesudgifter ved enkelttvister under ægtefælleskifte, •Professor Thomas Elholm skriver om Død og konfiskation, •Lektor Lisbeth Faurdal om Afkald på begunstigelse efter pensionskundens død, •Landsdommer Henrik Gam om Selskabstømmersagerne – et foreløbigt punktum, •Professor Vagn Greve om Strafferetten i stormagternes kolonier, •Professor Lars Gorton om Syndicated loans: Information memoranda - some legal implications, •Lektor Tanja Jørgensen om Gældsrådgivning i Danmark og Norge, •Ekstern lektor Henrik Juul om Uforsvarlig långivning, •Professor Nina Dietz Legind og lektor Tanja Jørgensen om Fra Kæstel til Bankjura anno 2013, •Juridisk konsulent, ekstern lektor Frederik Meding om Panterettighedens indhold og udstrækning - Kreditinstitutters mulighed for at henvise til utinglyste forretningsgange, •Tidligere nationalbankdirektør Torben H. Nielsen og specialkonsulent Peter Restelli-Nielsen om Outsourcing af dansk værdipapirafvikling til det fælleseuropæiske Target2-Securities, •Vicedirektør, ekstern lektor Peer Schaumburg-Müller om Mere finansselskabsret - nye krav til ledelsens viden og erfaring, •Advokat Andreas Tamasauskas om Interkreditor aftaler og •Professor Finn Østrup om Husholdningernes gæld: Argumenter og udfordringer.

Informationer og udgaver