Venneløse hveps er en markant billedbog for børn i børnehave- og indskolingsalderen. Det er ikke historien som sådan, der er markant. Den ligner såmænd en masse andre søde og velmenende børnehistorier om det at være anderledes og ingen venner have. Det iøjnefaldende er bogens illustrationer, som sikkert vil henrykke alle børn og opdele de voksne oplæsere i "elskere" og "hadere". De farvestærke billeder er ultra-detaljerede og går meget tæt på de små insekter, som er fortællingens hovedpersoner. Vi drages ind i et mini-univers, og vi kommer så tæt på, at insekterne virker både fascinerende og lidt skræmmende. Imidlertid er insekterne rare nok, vi skal bare lære dem at kende. Det uhyggelige forsvinder og nu er de bare at nyde de forunderlige skabninger. Der er såmænd også en gedigen gang insektlærdom at hente her. Billederne er udført med en ganske særlig teknik, der giver helt specielle lysvirkninger og virker utroligt livagtige så livagtige, at det næsten forekommer surrealistisk. For et par år siden udkom Sommerfuglens kys (97/28) samme forfatter. Men hvor denne var komisk og grotesk, er historien her enklere, alvorligere og lidt kedeligere. Illustrationerne er i begge billedbøger det rigtigt interessante.