Efter første bind De gode år, (95/51), følger her næste bind i det stort anlagte epos om Cazalet-slægten. Med et stort og broget persongalleri skildrer Howard England ved II verdenskrigs begyndelse. Det er under "the phony war", alt er stille, men ildevarslende, katastroferne nærmer sig, og det gør de også i de forskellige familiegrupper. Utroskab, indkaldelse af familiens mandlige medlemmer, sygdom og død er nogle af ingredienserne som Howard bruger i denne skildring af det bedre borgerskab i denne mærkelige periode. Som talerør bruges for det meste de yngste familiemedlemmer, Polly, Clary og Louise, der står i grænselandet mellem barn og voksen, på den ene side stadig fyldt med infantile indfald og forvirrede diskussioner om livet, mænd og sex, på den anden side med voksende opgaver, efterhånden som rationering og manglende arbejdskraft begynder at gøre sig gældende. Et andet billede af situationen i England i 1939-41 end sædvanligt, set fra et anderledes perspektiv, hele tiden fængslende og ind i mellem gribende, men heller ikke uden humor og ironi, en rigtig familieroman, der lover godt for de kommende bind, hvor krigen strammer til.