Chrissie Hyndes historie er i sandhed vild og velfortalt. En lektion i rockhistorie. Til alle rock fans og til læsere der holder af biografier om musikere.
Chrissie Hynde fortæller her med egne ord, sin historie. Om barndommen og opvæksten primært i Akron, Ohio. Om de mange forskellige steder hun har boet med familien, men mest om musikken, der meget tidligt fik en afgørende betydning. Hun hørte radio og dyrkede alle tidens store musikere. Sammen med vennerne hørte hun grammofonplader og tog stoffer. Alt hvad der var anti-autoritært var godt. Koncerter, rock, trips og rockerkærester. Chrissie Hynde droppede ind og ud af både skole og senere universitet og har af flere omgange boet i både USA, London og Paris, ligesom hun af flere omgange har forsøgt at samle et band, før det endelig lykkedes med Pretenders.
Velskrevet og fængende biografi om en af vor tid største kvindelige rockstjerner. Hynde fortæller om sit hæsblæsende og omtumlede liv og som læser kan man ikke undgå at blive draget ind i historien og føle at man sidder ansigt til ansigt med hovedpersonen og får det hele fortalt på tomandshånd. Det hele beskrives med ærlighed og refleksion og det er derfor en læseværdig biografi. Illustreret med fotografier af Chrissie Hynde.
Det er oplagt at sammenligne med Girl in a band af Kim Gordon. En anden biografi om en betydningsfuld kvindelig rockmusiker.