Faste læsere af fantasy og især af Stephen King og specielt af hans serie Det mørke tårn er sikre aftagere af denne bog med nye historier som bidrag til serien. Nye fantasy-læsere kan få en god smagsprøve her.
Stephen King fortæller i forordet, at hans gamle venner fra den nu tidligere 7-binds serie Det mørke tårn har vist sig at have flere historier at fortælle, og det gør de i denne bog, som består af 3 selvstændige historier, der fortælles af revolvermanden Roland under en orkan, mens han og en gruppe er på opgave i Midtverden. Historierne hænger tematisk sammen og fortæller nye, dramatiske oplevelser af de eventyrlige personer og skabninger i seriens to verdener. Det er velskrevne og fascinerende historier om drabelige oplevelser beskrevet effektivt, effektfuldt og overbevisende.
I sin introduktion skriver Stephen King, at bogen kan læses selvstændigt, måske som introduktion til serien, som den føjer sig flot ind i, og han kalder den selv seriens bind 4 1/2. Bagsiden kalder den også et muligt bind 8, men den bør læses i kronologisk sammenhæng med de øvrige, selv om den også kan bruges som "lokkemad" for nye fantasy-læsere.
Fascinerende fantasy både som selvstændig introduktion til genren og til den serie, den er skrevet ind i, og som tilføjelse til en fremragende serie, der stadig lever trods mere end 30 år siden første og 8 år efter det afsluttende bind.