Endnu en bog om vitaminer og mineraler - alene inden for de sidste par år er der udkommet en halv snes stykker. Denne er af engelsk oprindelse og kort og kontant. Først seks siders indledning om, hvad vitaminer og mineraler er og hvor de især forefindes, behovet for vitaminer og mineraler samt almindelige kostråd. Dernæst 12 sider med skematiske oversigter over de forskellige vitaminer og mineraler; det daglige behov, funktioner, mangelsymptomer, fødekilder, syngergister og optagelseshæmmere. Resten af bogen handler om de enkelte vitaminer, mineraler og sporstoffer, som hver får et dobbeltopslag. Her er der lister over, hvilke fødevarer som især er gode, en enkelt løs opskrift på en ret, som indeholder særlig meget af det pågældende vitamin eller mineral, gode råd og 5-6 farvefotografier. I forhold til bibliotekernes øvrige - og ret efterspurgte - titler om emnet ligger denne i den tynde ende.