Forfatterparret fik i 1996 udgivet bogen Vores køkken i Provence, den følges nu op af en toer, der holder samme høje standard både i indhold og udstyr. Bogen er traditionelt opbygget efter måltidets gang med supper, frokost i det grønne, forretter med grønt, forretter med fisk og skaldyr, hovedretter med fisk og skaldyr, hovedretter med kød og desserter inden der afsluttes med fonde, efterskrift og register. Der er lagt vægt på gode råvarer og der er mange eksempler på dressinger og retter baseret på grønsager, der enten kan stå alene eller bruges som tilbehør. Retterne er formentlig afprøvet i deres kokkeskole i Provence og kan tilberedes i de fleste køkkener alt efter smag og pengepung. Der er både de mere klassiske retter og nye variationer, men så vidt jeg kan se er der ingen gengangere fra parrets første bog. Det er mere end blot endnu en dejlig koge-bladre-bog, den er også yderst anvendelig med sine overskuelige instruktioner og de kyndige kommentarer. Et smukt supplement til alle de andre Provence kogebøger.