Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Vulkaner i udbrud


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. apr. 2011

af

af

Marianne Andreasen

d. 20. apr. 2011

Forlagsserien Undersøg, der udgiver bøger om samme emne for 3 forskellige klassetrin, udgiver for 3.-4. klasse disse to titler. Udover skolebrug kan bøgerne bruges til almen oplysning og information om emnerne.

Vulkanbogen fortæller om Vesuv og Pompeji og derefter om, hvordan det er at bo på en vulkan og årsagerne hertil. Vi hører om geologien, jordens indre, lava og magma, kontinenter, vulkaner under vand og diverse myter. Islands askesky i 2010 og mediedækningen af denne bliver omtalt. Årstidsbogen fortæller bl.a. om årets gang astronomisk og om de fire årstider og deres virkning på mennesker, dyr og planter. Klimazoner og plantebælter, sol- og måneformørkelser samt udarbejdelse af vejrudsigter. Begge bøger slutter med en fin ordliste. Fælles for bøgerne er, at de klart og tydeligt forklarer de forskellige fænomener, så børn sagtens kan forstå det. Ligeledes er de begge gennemillustrerede med flotte tegninger og fotos, som understøtter teksten. Der findes også e-bøger til serien samt lærervejledninger med opgaver.

Det er nærliggende at sammenligne serien med De små fagbøger fra Gyldendal. Eftersom denne serie består af tre bøger om samme emne, er de jo dermed ikke så omfattende, men absolut glimrende.

Det er et fint undervisningsmateriale, og ideen med at tage det samme emne - men udbygget - på forskellige årgange er rigtig god. Bøgerne kommer fint rundt om emnerne. Selvom det er en undervisningsbog, burde den kunne finde plads på både skole- og folkebibliotek.