Bøger / faglitteratur til børn

Vulkaner, jordskælv og andre naturkatastrofer


Beskrivelse


Om omfattende naturkatastrofer rundt om i Verden, som er opstået bl.a. gennem jordskælv, vulkanisme, oversvømmelse, orkaner og skovbrande.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. feb. 1999

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 23. feb. 1999

En ny bog i serien Øjenvidne-bøgerne, for børn mellem 8-10 år. Læse-let-historier der bygger på virkelige begivenheder og fakta. Bogen indeholder ni beretninger om nogle af historiens værste naturkatastrofer. Der fortælles bl.a. om vulkanen Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., Sorgens flod i Kina i 1887, jordskælv i San Francisco i 1906, en lavine i Sydamerika i 1970 og om skovbrand i Australien i 1983. Teksten er skrevet som små historier, set fra nogle af de impliceredes synsvinkler. Det er fint med en bog om nogle spændende - og desværre altid aktuelle emner, som her bliver serveret på en forholdsvis let tilgængelig måde. Teksten er skrevet i en lang brødtekst, yderst på alle siderne er der faktaoplysninger og bogen er rigt illustreret med både tegninger og fotos i både s/h og farve, som fint er med til at give en helhed i bogen. Sammensatte ord er delt med bindestreg. Bagerst er der et lille leksikon. Bogens forside med farverige billeder af vulkaner og jordskælv, skal nok tiltrække nysgerrige lånere.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. feb. 1999

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 23. feb. 1999

Hovedtemaet i den foreliggende fagbog i A-5 format i en ny serie er naturkatastrofer. Den er på læseniveau fire, der henvender sig til sikre læsere på 8-10 år. Bogen indledes med et forord til forældre samt en introduktion til indholdet. Derefter følger otte afsnit, der i kronologisk rækkefølge beskriver omfattende naturkatastrofer. Det drejer sig bl.a. om Vesuvs udbrud i år 79, jordskælvet i Lissabon i 1755, oversvømmelsen i Kina 1887, orkanen på Long Island i 1938, jordskælv med efterfølgende lavine i Peru 1970 samt skovbranden i Australien i 1983. Bogen afsluttes med en kort gennemgang af redningsaktioner samt et leksikonafsnit. Det er en saglig og informativ bog, der på den forholdsvis korte plads formidler interessante oplysninger som appetitvækker til evt. videre fordybelse i andre kilder. Teksten, der indeholder stavelsesdelte ord, kan selvlæses fra ca. 3. kl. Det varierede billedmateriale består af kort, fotos i både s/h og farver samt farvelagte tegninger, hvoraf flere fremstår noget "kulørte". Fagbogen kan dels anvendes til selvstændig læsning og dels som led i opgaveskrivning fra 3.-4. klassetrin. Forsiden anslår indholdet udmærket.