"Makiko Hirabayashis trio har eksisteret i en årrække, og de tre musikere har opnået en usædvanlig fortrolighed i deres samspil. Med deres nye og fjerde udgivelse, 'Where The Sea Breaks', er de på toppen med en dynamisk musik, fuld af melodiske detaljer og en åben klangrigdom, som ikke blot skyldes Mazurs karakteristiske trylleri med slagtøjet, men også Hirabayashis sans for et lyrisk og nordisk tonesprog ... [Jakob] Buchanan medvirker på fire stykker, og han leverer et smukt bidrag med en tone og et spil i familie med Palle Mikkelborg, Arve Henriksen og det særlige forbillede Kenny Wheeler. Og hvor disse stykker især dyrker luften og pausen, så byder trioen også på mere sprælske sager, heriblandt Mazurs 'Ilter fabel', der er med til at holde balancen for det lille, drømmende fartøj af en plade på bølgen den blå".