Med titler som Knud, Otto og Carmen Rosita, Hvor regnbuen ender, Når snerlen blomstrer og titelnovellen fra den samling, som også Willys fars bil indgår i, Det forkerte barn, betegner årene 1981-83 en Bjarne Reuter-guldalder, der spænder over erindringen, poesien og humoren, de bærende søjler i forfatterskabet. Humoren i Willys fars bil er ren slap-stick, ren Gøg og Gokke, et orgie i destruktion, med den normale 9-årige Max som iagttager og beskriver, men også, så længe det står på, som aktiv deltager, men med normalitetens perspektiv i behold. Det er stadig morsomt, og historien kan bære en renæssance som oplæsningsclou i 3.-5. klasse. Ligesom i andre gode fortællinger, fx Hjalmars nye hat (1997)af Louis Jensen, genskaber Palle Bregnhøis illustrationer univers, personer og handling overbevisende i klare, lyse farver og en karakteristisk, genkendelig streg Men Bjarne Reuters ord danner lige så vel billederne i sig selv, så den gamle novellesamling fra 1982 kan sagtens genbruges inklusive de øvrige noveller!.