Vidste du at yoga er det perfekte supplement til langt de fleste sportsgrene? Her kan du lære hvordan yoga kan hjælpe dig til at blive en bedre sportsudøver, hvad enten du er løber, svømmer eller håndboldspiller, og hvad enten du er almindeligt aktiv eller topatlet.
Sisse Jensen Dall, der er underviser på FCK's første yogahold, fortæller her hvorfor og hvordan sportsudøvere bør supplere træningen med yoga, meditation og mindfulness. I yogaen træner man smidighed, mobilitet, styrke, balance og bevidsthed på én gang, og undersøgelser viser at yoga hjælper sportsudøveren til at performe med bedre resultater og færre skader. I bogen har forfatteren sammensat 6 programmer til blandt andet løberen, svømmeren, fodboldspilleren og boldspilleren, som bruger hænderne. De mere end 60 øvelser er illustreret ved (primært) sort/hvid fotos. Bogen indledes med en introduktion til yoga og afsluttes med et kapitel om restitution, et register, samt forslag til øvrig litteratur med mere.
Stilren yogamanual til sportsfolket. Væk er buddha-figurerne og stearinlysene, og bogens layout er enkelt og strømlinet. De sammensatte programmer fungerer godt og er lige til at gå til, også for de, der ikke er erfarne yogier. Første del er forholdsvis tekstrig.
Bogen er den første danske bog, der direkte beskæftiger sig med yoga, som præstationsfremmende redskab for sportsudøveren, men der findes mange udmærkede yogaguides, fx den både praktiske og lettilgængelige Begynderyogabogen.