Svevos nyklassiker fra 1923, der udkom på dansk for første gang i 1950, regnes som et af den moderne romans hovedværker i kategori med Kafkas og Prousts værker og Joyces Ulysses. Alle havde de sammen med Freuds arbejde i Wien stor indflydelse på Svevos historie, og som indfødt i en af de "mitteleuropæiske" hovedbyer, Trieste, hvor Joyce også opholdt sig i selvvalgt eksil, blev de to forfattere gode venner. Joyce gav Svevo, der i forvejen havde et par fortrinlige, men ikke anerkendte bøger bag sig, det skub, der skulle til for at få udgivet dette enestående, underfundige og morsomme studie i et menneskes (der ligger meget tæt på Svevo selv) karaktersvaghed og evige kamp med det ideelle liv. Bogen er en revideret version af den første oversættelse inkl. nyt efterskrift af den fortrinlige LWP og fremstår i et let tilgængeligt og ubesværet sprog, der fremhæver den charmerende, let ironiske tone, der er romanens særpræg. Kort handler bogen om den midaldrende grosserer Zeno, der slås med en selvpålagt tobaksafvænning, der aldrig lykkes. Undervejs i historien, som Zeno skriver som en slags selvterapi i trods over sin psykiater, åbenbares familiemæssige trakasserier med konen, elskerinden og faren - alle elementer i hans indre livs uforløsthed.