Claus Handberg Christensen, (f. 1970), er et ikke helt ubeskrevet blad når det gælder lyrikken. Han har produceret lyrikmontager for DR og var repræsenteret med fire tekster i Gyldendals debutant-magasin Søren, (nr.1, 2000). Samlingen består fortrinsvis af korte central-lyriske digte, men rummer også enkelte kortprosatekster. Fælles er teksterne om at tematisere det paradoksale og modsætningsfyldte. Hvadenten de er erindrende, tilbageskuende, eller tager udgangspunkt i nuet og sansningen, pendler de frem og tilbage mellem tomhed og fylde, tyngde og opdrift, resignation og forventning, hvor der bag den ofte ironiske og humoristiske overflade gemmer sig en eksistentiel erfaring af meningstab, af at være "lovet væk til ingenting." Ind i dette kaos af modstridende erfaringer og følelser forsøger digtene at definere et rum, eller afsløre en form, hvor nye åbninger og begyndelser kan tone frem. CHC's digte undgår ethvert tilløb til det patetiske og selvhøjtidelige, og i deres nøgterne og lydhøre forsøg på at "bevogte det mindste" er det ikke nogen tilfældighed at et af digtene er tilegnet Peter Seeberg. Så er er ambitionsniveauet lagt og allerede her i debutbogen når han et godt stykke af vejen.