Kræsne vin- og krimielskere vil med stor fornøjelse læse denne perle af en privatdetektivhistorie.
Forfatteren er vinskribent på Jyllands posten, og det ligger derfor lige for, at det er vinverdenen vi bevæger os inden for i denne 4. del i serien om den tidligere politibetjent, nu antikvarboghandler og privatdetektiv, Erik Andersen, der paradoksalt nok kæmper mod alkoholen i sit private liv. Andersen bliver kontaktet af den beregnende og benhårde vinhandler, Paul Chambard, der har modtaget et trusselsbrev, der senere bliver gjort alvor af, med en mystisk bilulykke i et berømt vindistrikt i Frankrig. Andersen må nu arbejde sig ud af tømmermændene med en sag, der pludselig handler om en sjælden vin alle vil have fat i. Plottet er spændende, og vi bliver ført fra det rå Vesterbro til bugnende vinmarker i Frankrig og fra vinbar på fornem adresse i Indre By til snusket værtshus på Nørrebro, i Andersens jagt på sandheden bag Chambards ulykke.
Bogen her besidder den helt rigtige blanding af hårdkogt amerikansk detektivhistorie og fine beskrivelse af danske forhold i en lille og indspist vinverden. Selvom bogen her er 4. del i serien om Erik Andersen, kan den sagtens læses uafhængigt af de foregående bind. Er man til Dan Turèll og Raymond Chandler, vil man læse romanen her med stor fornøjelse.
En absolut velskrevet og læseværdig detektivhistorie, der bør læses af alle krimielskere.