"Dét, der er galt med indie i dag, kan man finde på soundtracket til Richard Linklaters film Boyhood. Ikke at det er helt skidt musik, men det paraderer den følsomme, drømmende, melankolske sensibilitet, som er blevet en standardvare, når folk med pjusket hår, betydningsfulde T-shirts og tyst påklædning griber guitarerne i indie-reservatet. Det er blevet en spændetrøje og en kliché. At pladen så kækt blander frontkæmpere og eftersnakkere, og at der er flere gode numre, ændrer ikke på den trætte tyngde i den samlede bredside af indiekunstnere som Gotye, Cat Power, The Flaming Lips, Vampire Weekend og Arcade Fire (fraregnet lidt gamle 60'er-mestre og pophits). Ligesom man bliver træt af Linklaters underspillede, romantisk friktionsløse manuskript til filmen, sænker der sig også en tung, dikterende følelses-autenticitet, en nuttet konsensus, en næsten bedrevidende længsel over soundtracket. Om det så er intellektuel indie-pop eller henført indie-folk, så bliverBoyhood-musikkensnarere et monument over en svunden storhedstid i amerikansk rock end et testamente til en levende generation. Jeg får lyst til at brænde mine skovmandsskjorter og klippe skægget".