Forfatteren er cand. theol. og forstander på Luthersk Missionsforenings Højskole. Hæftet, der er udsendt af KFS (Kirkeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom) i Pro Fide serien, er på 81 sider, deraf 6 sider til litt.-henv., oplysninger om forf. og om KFS. Undertitlen lyder: »Portræt af en kristen«, og bogen begynder således: »I går blev jeg en kristen. Hvem skulle have troet det? Det er en helt ufattelig tanke, at nu er jeg totalt forandret.« Her har vi i koncentrat Luthersk Missionsforenings syn på kristendommen: det personlige Gudsforhold, den enkeltes indsats, omvendelser, opfattelsen af et kristent menneske som noget absolut anderledes end et almindeligt menneske. Bogen skal forestille at være en slags dagbogsuddrag, skrevet af en gymnasiast, men sådan hverken taler eller tænker unge mennesker i dag; det hele er så forlorent og uægte, at bogen må afvises.