Da Farao fik nok kan med fordel læses op for børn fra 4 år op til ca. 8 år.
I serien Bibelstærk med Peter Mouritzen som genfortæller er vi nået til 9. bind, som fortæller 2. Mosebogs voldsomme beretning om de ti plager, Gud påfører Farao og hans folk ved hjælp af Moses og hans stav. Først efter den 10. plage, hvor alle førstefødte, som ikke er israelitter, slås ihjel, får Moses og hans folk lov at rejse. Som i de øvrige bind i serien er historien fortalt særdeles veloplagt, utraditionelt og uhøjtideligt med megen humor. Tag fx denne passus: ".. og blødsøden er der aldrig nogen, der har beskyldt mig for at være, sagde Gud .." Rasmus Bregnhøis velkendte, lidt groteske illustrationer matcher teksten rigtig godt, og formår også at gengive de dramatiske hændelser ved fx at vise Gud som en art kyklop med en mund, som spyr pest ud over mennesker og dyr. Hele farvepaletten er brugt med ofte kraftige farver. Historien afsluttes med et huskevers om de ti plager. Endnu en herligt veloplagt genfortælling af en af Gamle Testamentes historier, som formår at give den nyt liv. Mon ikke Mouritzen har flere i ærmet?.
Der findes ikke ret mange andre selvstændige billedbogsudgaver af beretningen om Egyptens ti plager - og slet ingen som denne! Egyptens ti plager, 2001/22, af Bente Raben-Korch, har ikke fået den store udbredelse, som nærværende bog bør få.
Endnu en utraditionel og veloplagt genfortælling fra Bibelen af Mouritzen, som formår at give historien nyt liv.