Morsom og uhyggelig kalenderbog i 24 kapitler om drengen Kaj, der har nok at se til i december med krybbespil, travle forældre og en (måske) morderisk aupair. Læs den højt for børn fra 9 år.
Kaj og hans lillebror Troels er børn i en moderne familie, hvor forældrene har så travlt, at dansen om juletræet godt kan ende med en tur rundt om kogeøen i køkkenet. Men lidt dårlig samvittighed har de dog, for de hyrer kvinden Marivuda til at stå for julehyggen i hjemmet. Men Kaj lader sig ikke narre af hendes tilsyneladende venlige væsen. Selv om han har travlt med rollen i skolens krybbespil, forelskelsen i Gerda og at værge sig for skolens overmobber, stoler han ikke på Marivuda. Hun har en anden plan, er han sikker på: hun vil skære julemanden i skiver. Det må forhindres! Bogens forfatter er kendt fra en lang række romaner for voksne, unge og børn. Senest kom for næsten samme målgruppe Alfred og gabestokken med samme illustrator.
En utraditionel julefortælling, hvor al sødladen julehygge er barberet væk. Og dog, for i bund og grund ender den med at handle om julens hovedbudskab: næstekærlighed. Det er pakket ind i en velskreven, morsom og let gysende historie om en lidt ensom og forsømt dreng med en livlig fantasi. De skæve illustrationer passer rigtigt godt til historien, og bogen er som helhed lækker og gedigen.
I samme kategori finder man JuleFandens hævn.