Hvis man er vild med køkkenhaven og har lyst til at dyrke i krukker, er denne bog fra Haveselskabet oplagt.
Bogen er oversat fra engelsk. Det er en bog om køkkenhaven med forslag til hvilke grøntsager, man kan sætte i krukker og ampler. Her er inspiration til haven, terrassen, gårdhaven, og altanen. Den handler om at dyrke frugt, grøntsager, krydderurter og andre spiselige planter i potter. Den beskriver i fine billeder og tekst hvilken størrelse krukke man skal bruge, hvordan man gøder, hvilken type jord der er god, redskaber og arbejdsmetoder, valg og køb af gode frø og planter osv. Man kan blive klogere på jordbær, pærer, tomat, ribs, druer, hindbær, squash, græskar, citrusfrugter osv. Ved hver grøntsag er der eksperttip, og der er trin for trin-beskrivelser på det meste. Bagest i bogen er der beskrevet lidt om spiselige blomster. Bogen er et udmærket opslagsværk til at finde inspiration i, når man skal i gang med eller planlægge køkkenhaven i vintermånederne. Det er en lækker bog med et fint gedigent layout, hvor der er kræset for detaljerne i tekst og billeder.
Bogen Dyrk din mad i potter, 2013, handler om køkkenhavens grøntsager og urter. I Kvadratmeterhaven, 2014, er der tilsvarende beskrivelser af de mange forskellige grøntsager.
Der er altid rift om havebøgerne. Man kan med fordel kassere ud i de gamle og investere i nogle nye lækre bøger. Denne vil blive taget ned fra hylden med det samme. Selvom indholdet ligner andre titler, er her god inspiration.