Omslagets fotocollage af arkitektur- og naturfragmenter svarer ganske fint til form og indhold i disse ti lyriske kortprosatekster af Peter Højrup, (f. 1973). "Ordene bestod kun af overfladespænding og/ kunne briste ved selv det mindste lille suk" hedder det i afsnittet "Afstande" og på samme skrøbelige og delikate måde glider bogens tekster næsten umærkeligt mellem vidt forskellige virkeligheds- og billedplaner, der snart har karakter af surrealistiske drømmefragmenter, snart af personlige barndomserindringer og "de ting man husker med kroppen." Teksternes raffinerede sprog og sprøde, næsten krystallinske billeder har et lidt dekadent, sensymbolistisk præg, men samtidig er der en klart markeret ironisk og sørgmunter distance til stede i forhold til al denne kunstighed og skønhedsdyrkelse. Bag eksotismens og ordarabeskernes stukkatur gør kroppen og sanserne opmærksom på sig selv, "midt i det hele sidder hjertet og sender små jordskælv igennem os." PH's prosadigte er yderst traditionsbevidste, men samtidig er de i kraft af deres originale billedsprog og evne til at binde vidt forskellige virkelighedsplaner sammen alt andet end formalistiske stileøvelser. PH debuterede i 2001 med kortprosasamlingen Så vil jeg hellere være en sø.